Give Golfklub fyldte 22 år d. 22. maj

Fredag d. 22. maj var det 22 år siden, at Give Golfklubs bane blev åbnet. Det lidt skæve jubilæum markeres ikke officielt, men bestyrelsen vil gerne benytte anledningen til at forære medlemmerne en fødselsdagsgave.

Klubbens fuldtidsmedlemmer kan uden beregning bestille en gratis træningslektion ved træner Lars Bremer, hvilket forhåbentligt vil være til gavn for både medlemmerne og vores bane, som med et par pletvis skaldede greens for øjeblikket kæmper med at tage sig ud fra sin allersmukkeste side.

Den gratis træningslektion er et tilbud til alle fuldtidsmedlemmer, som ikke i forvejen modtager fri træning gennem deres deltagelse i begynder-, junior- eller eliteafdelingerne. Den gratis træningslektion bestilles som normalt via Golfbox, hvor man under menuen Lektioner kan reservere en "Gratislektion".

Fødselsdagsgaven kan benyttes resten af sæsonen 2015, og vi håber i bestyrelsen, at mange vil gøre brug af muligheden for at få rettet lidt på golfsvinget.

Keld Juhl Jensen
Formand